Utterslev skole
Månedens lærer i juli er overlærer Kirsten Budtz.
Billede af frk. Budtz og Per Borch Hansen - årgang 1942.
Jeg havde frk. Budtz i engelsk i realklassen 1952/1953 også kaldet RU 53.
Frk. Budtz var meget forskellig fra de fleste af skolens lærere ved sin måde at se ud og være på. Hun var ung og frisk med et yndigt udseende og charmerende skæve fortænder.
Frk. Budtz var en myndig og varm person, der havde styr på klassen. Hun arbejdede ihærdigt med at lære os det engelske sprog. Det er jo mange år siden, så det er kun få detaljer jeg husker eksakt. Det var en dag, hvor jeg havde læst og oversat et stykke. Så så hun forbitret på mig, harmen lyste ud af hende og hun sagde: "Her læser du op til ug og oversætter til tg" - (top og lav karakter). "Hvad vil du ha', at jeg skal give dig?"
I 2009 var frk. Budtz, nu fru Jelshøj,
med til vore årlige klassekomsammen, som vi har holdt siden 50 års jubilæum i 2003. Hendes alder var på tidspunktet 90 år. I 1952 var drenge -og pige 4. mellem på skolerejse til Norge, og de to lærere vi havde med
var Karl Henriksen og frk. Budtz.
Per Borch Hansen
Karin Ifanger - årgang 1961:
Personligt besøgte jeg Kirsten Budtz-Jelshøj for ikke så længe siden - Jelshøj er jo død -
Fru Budtz er 92 og i fuld vigør - og Budtz og Jelshøj havde gode 25 år sammen. Jelshøj havde et par døtre... og de er rigtig søde til at kigge til the grand old lady.
indlæg 16.10.2011 på
gl. hjemmeside
Kirsten Budtz er der sikkert mange der kender.
Desværre døde Kirsten Budtz den 25. August 2015. Hun nåede lige at fejre si 96 års fødselsdag og det må siges at være en høj alder.
Redaktionen vil meget gerne ære Kirsten Budtz som månedens lærer og har du et minde om hende, så send os en mail eller skriv i kommentarfeltet her på siden.
24. september 2015
I dag gik jeg på Bispebjerg Skoles hjemmeside og erfarede at lærer Kirsten Budtz er død 96 år gammel. Det fik minderne om denne lærer til at vælde frem.
I første mellem skulle vi lære engelsk og ind kom en smuk, ung lærerinde Kirsten Budtz. Vi havde hende gennem årene i mellemskolen og blev vidne til at hun var meget omsværmet af især to lærere, hvoraf den ene var Svend Jelshøj, den anden husker jeg ikke navnet på, han ledede skolehaverne, som jeg havde 1 år, men holdt op med da, jeg fik en skideballe af denne lærer. Min have var ikke passet godt nok. Vi piger i mellemskolen blev vidne til de to læreres kurmageri til frk. Budtz. Svend Jelshøj var gift med vor gymnastiklærerinde Sigrid Jeltshøj. De to lærere var hinandens konkurrenter, det var morsomt at være vidne til.
Da vi gik i realklassen og havde en højgravid fru Jelshøj til gymnastik og samtidig var vidne til Jelshøjs og frk. Budtz mere og mere åbenlyse interesse i hinanden, ja da tog vi piger parti for fru Jelshøj, som vi syntes det var synd for. Da var frk. Budtz ikke så populær i vore øjne. Vi var forargede.
Da vor klasse havde kontakt med skolen efter endt eksamen blev vi jo også klar over at Jelshøj lod sig skille og senere giftede sig med frk. Budtz. Hun valgte med hjertet og som det har vist sig, fik et langt ægteskab med Jeltshøj. Og Jelshøj fik en kone, der kunne holde hans voldelige tilbøjeligheder i ro. På det område havde fru Jelshøj nok været alt for sød og nem.
Ære være Kirsten Budtz´s minde.
Anna Grethe Nielsen Real V (1941 – 1951)
30.11.2015 10:32
Ole Rømer
Fr. Budtz var vores dansk- og engelsk lærer på Rosenvangskolen på Østerbro. "Dansk er et sprog som tales og skrives med stort besvær af de indfødte".
08.09.2015 13:13
Jeanne Knudsen
Kort beskrevet nedenfor.
05.09.2015 00:43
Jeanne Knudsen
Frk. Budtz var også min klasselære, og jeg må sige, at jeg har en helt anden oplevelse af hende, og jeg har aldrig kunne få øje på hendes yndige ansigt.
03.09.2015 16:19
Erna K Hansen realv 1941-1951
Min engelsklærer i 1946 Kirsten Vils Budtz Jelshøj f 8/1-19 døde 23/8-15, nåede at fylde 96 år. Vemodigt at læse annoncen, tankerne går til skoletiden
Kh Erna
29.09.2014 00:10
Erna K Hansen
Hyggeligt at se foto af Kirsten Budtz, som min I a mellemskoleklasse havde i engelsk 1946 lige efter krigen. Flot lærer. Har haft stor gavn af sproget.
Kh Erna
Seneste kommentarer
04.12 | 23:33
I 1 række ved siden af Inge sidder Mette. Jeg er selv i 2.række mellem Maybritt Jansen ( min bedste veninde) og Majbrit Alsing. Birgit Sølling Andersen, nu Olsen
09.11 | 18:03
Hej Tommy
Hyggeligt at hjemmesiden stadig eksisterer
Ærgerligt at alle de fotos, der hørte til mit indlæg er væk. Tak fordi du stadig hilder gang i alle minderne. Jeg er efterhånden fyldt 88 år🙋♀️
08.11 | 16:35
Det er fru Blell det står på den anden side og min søster Lykke Susanne Hansen der står helt øverst i højre side oven over fru Sand
24.10 | 16:24
Hej. HAUGLAND (var nordmand og flittig ryger) havde jeg i gymnastik og dem som ikke kunne risikerede at få et frimærke med flad hånd på ryggen. Har aldrig hørt om Kruse, ligeså !