Her et nyere foto af cafe Tomsgården på Birkedommervej. Artikel fra Københavnerguiden:
Tomsgård er opkaldt efter den nærliggende Tomsgårdsvej som nok er lidt mere fashionabel og landskendt end Birkedommervej, men hvorfor i grunden det? Dette sted har egentlig ikke brug for reklame eller lånte fjer, for det har lige præcis et passende stampublikum som kan holde en stille og stabil omsætning. Det er også meget nemmere, for når alle ved hvad de kan forvente, er der jo ingen grund til at lefle for potentielle nye kunder med nymodens opfund som musik eller nogenlunde inspirerende udsmykning. I en menneskealder har her hængt en stor samling kasketter og en enkelt høj hat, og mere fis og ballade kan man virkelig ikke forvente.

TAGA BLOMSTER på Frederiksborgvej
Her så Tommy's beretning fra skoletiden:

Her er så mine erindringer om "den sorte skole"

Perioden 40'erne-50'erne og store dele af 60'erne var præget af streng diciplin på mange folkeskoler.

Bispebjerg skole var ingen undtagelse...

Min skolegang fra 1957 til 1967 gav mig mange oplevelser om magtmisbrug og indoktrinering samt manglende dialog mellem en stor gruppe lærere og elever.

Set med nutidens øjne er der bestemt ikke mange ligheder med datidens skolegang.

Samfundet var dengang i høj grad autoritært - man troede på og havde stor respekt for autoriteterne herunder lærerne.

Min skolegang de første år gik forholdsvis let, men i takt med den tidlige pupertet og opdagelse af "livet" i skolen var der bestemt elementer, som jeg havde undværet.

Een af mine klassekammerater gik under øgenavnet "Affe" og grundet hans adfærd og udseende blev han hurtigt et offer for mobning. Jeg husker, at store grupper hånede ham og han blev selvfølgelig hysterisk, bange og græd.

Jeg kunne ikke hjælpe ham, men håbede på gårdvagtens indgriben, men NEJ.

Skolegården var delt med en hvid streg med pigerne på den ene side og drengene den anden. På hver side af stregen gik gårdvagten - een for pigerne og een for drengene. De snakkede sammen og havde ikke lyst til at gribe ind, når mobningen stod på.

Derimod var de mere interesseret primært i drengenes adfærd, når der blev spillet bold eller cigaretrøgen fra toiletterne.

Når klokken ringede til time, så blev de urolige elementer stillet foran det grønne skur i drengenes skolegård.

Alle klasser stillede op på række alt imens gymnastiklærer Kruse - en lille men meget bestemt herre, råbte og fløjtede og hvis man ikke stod præcis i rækken, så var det op til de andre uromagere foran det grønne skur.

Når så alle elever gik op til klasseværelserne, så blev vinduerne åbnet for nu startede dagens drama - afstraffelsen. Hængende ud af vinduerne var de mange øjne rettet mod det uundgåelige, som nu skulle finde sted.

Vores viceskoleinspektør Hansen var så absolut "kongen", når der skulle deles ud af ørefigner. Denne store korpulente mand iført gråt jakkesæt og med en enorm næve, vidste præcis hvordan man skulle afstraffe den stakkels elev.

Rød i hovedet tog hans ene store næve fat i de små hår i tindingen på eleven og løftede ham op, så han tilsidst stod på tæer og idet han slap sit tag i de små hår og man var på vej ned på fodsålerne, så røg hans anden store lap ind på siden af ens hoved. "Hvor er jeg", tænkte man, da man mærkede varmen på den ene side af hovedet.

Eleverne i vinduet grinede af seancen - det var jo ikke dem dennegang.

Ydmygelsen blev så måske fulgt op af enten en voldsom skæld ud fra den lærer som skulle undervise efterfølgende, fordi den afstraffede elev kom for sent til timen og måske blev afstraffelsen suppleret med en eftersidning.

Jeg husker så også, at når jeg kom hjem fra skole med en eftersidning, så vankede der skæld ud hos min far og evt. stuearrest. Sidstnævnte var knap så sjov, for man var "låst" inde på værelset i mange timer.

Eftersidning var en time efter skoletid, hvor man f.eks. skrev side op og side ned af de samme bogstaver i alfabetet. Tåbeligt og enerverende !

Vi have en sløjdlærer Andersen, som var dygtig til at lære fra sig, men han havde indimellem et voldsomt temperament. Hvis en elev ikke opførte sig ordentligt, ja så tog han uden varsel sit store nøglebundt og kastede efter eleven.

Vores norske gymnastiklærer Haugland med sin sædvanlige cecil i munden havde sine favoritter og det modsatte, hvilket tydeligt kunne mærkes. De elever, som ikke kunne springe over hesten eller lave armbøjninger fik ordene med på vejen: "du kan ikke en skid" og så vankede der et "frimærke" ! Et "frimærke" var et slag med flad hånd på ryggen af eleven, så man tydeligt kunne se aftegningerne bagefter.

Der blev generelt ikke lagt fingre imellem fra primært de mandlige lærere.

Verbale skideballer og udtryk som uduelighed var bestemt ikke et ukendt fænomen.

Hvad så med vores forældre ? Ja, de troede jo på autoriteterne.

Ganske vist var der et skolenævn med repræsentanter for forældrene, men det var vistnok mere en hyggeklub, hvor der for nogle forældres vedkommende mere var prestige i, at være med. Man var "noget".

Langt de fleste mandlige lærere var dagligt klædt i jakkesæt og slips, hvilket fik dem til at se ældre ud og uniformsmæssigt udstråle en form for afstand.

Jeg har her knap 60 år efter min skolegang talt med et par lærere på skolen. Det var sådan, at når lærerne var samlet i lærerværelset, så sad de lærere, som var uden en læreruddannelse ved et bord for sig selv, for de var jo ikke så "fine".

Jeg har så fået fortalt, at de yngre lærere i høj grad skulle udføre "det grove arbejde" med at dele øretæver ud på vegne de ældre lærere !

Hvad så med dialog og pædagogik i en skolehverdag ?

Ja, nogle få lærere kunne man tale med, men generelt var skolegangen præget af indoktrinering, hvor udenadslære med f.eks. kongerækker og salmevers samt bjergkæderne i Europa var et must at kunne i søvne.

Husker vores regnelærer Dragsholt, som var en lille mand med en sur cigar. Ham kunne jeg ikke med. En blanding af trods og uvidenhed fra min side fik ham ofte til at råbe "gå væk", når jeg oppe ved tavlen ikke kunne forklare et regnestykke. Ingen forklaring fik man -blot underforstået, at man var et umuligt tilfælde.

Ja, og så kunne jeg faktisk godt have tænkt mig at møde hr. Dragsholt sådan ca 20 år efter endt skolegang. Hvor mine job som bankbestyrer og regnskabschef står i stærk kontrast til hr. Dragsholts opfattelse af mine manglende evner ud i tallenes kunst !

Pædagogik fandtes ikke i skolernes adfærdsmønster - her måtte man indrette sig i et autoritært system, hvor der også blandt lærerne var en rangorden.

Jeg mindes iøvrigt af og til manglende hensyn til mig. Faktisk startede jeg skolegangen i 1956, men 2 måneder inde i skoleåret fandt man ud af, at der var for mange elever i de to 1. klasser, så ud med de yngste og her var jeg een af dem. Du starter blot næste år. Autoriteterne havde talt !

Ungdomsoprøret og revselsesrettens ophævelse i 1967 (lærernes ret til at slå på eleverne) var klart medvirkende til en brydningstid i samfundet generelt og dialog, samspil og gensidig respekt nøgleordet.

At vi så idag oplever manglende respekt i samfundet og også i skolemiljøet er så en udvikling, som står i stærk kontrast til min skoletid, hvor frihed og frimodighed hos den enkelte har tiltet til den forkerte side og idag med til at skabe et mere egoistisk samfund.

Tommy årgang 1957

XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX



Skoletid 1959-1969 af Wivi Benzon Dalmark.



Allerførst en tak til Erling Faurbye for spændende læsning af bogen 1632 lussinger, som blandt andet handler om Bispebjerg Skole og datidens skolelærere som f.eks. Hr. Dragsholm. Det er stærke sager, må jeg sige. Jeg husker både Hr og Fru Dragsholm, men har ikke haft dem i nogen fag. Bogen, som beskriver Erlings skoletid fra 1949 – 1953, som for en dreng må have været et helvede, satte tanker i gang hos mig om, hvor forskelligt vi oplever vores skoletid.

Jeg startede 1959 hos Fru Bell. Da min 5 år ældre søster havde hende som lærer, mente mine forældre, at det var et godt valg. Men jeg kedede mig fra dag et, og fru Bell påtalte mange gange, at jeg ikke var så stille og rolig som min søster. Hun mente derfor, jeg skulle gå 1. klasse om, så jeg kunne blive lidt mere skolemoden. Det var en god beslutning, jeg fik nye lærere og nye kammerater. Og nu blev jeg virkelig glad for at gå i skole.

Jeg erindrer, jeg havde Frøkjær Jensen som lærer i en del år. Han var en meget rar og blid mand, som vi nok engang imellem var lidt hårde ved. Jeg mindes fru Thorborg og Henry Bygmann, som satte gang i min musik- og teaterglæde. Og frk. Winther (som jeg stadig ser trippe af sted med sin rollator), der lærte mig om naturhistorie. Fru Engelbrecht, som gav mig glæden ved gymnastik. Og især Jørgen Andersen, min klasselærer, som i mange år efter skoletiden blev midtpunkt, når vores klasse mødtes. Og ikke mindst de dejlig skolekammerater, jeg fik.

Jeg mindes ikke nogensinde at have fået en lussing - måske var det nemmere at være pige. Min skoletid står for mig som en dejlig tid, ligesom opvæksten på Bispebjerg, hvor vi løb på skøjter om vinteren og gik i Bellahøjbadet om sommeren. Og jeg husker endnu den dag i dag, hvordan jeg hulkede, da jeg forlod Bispebjerg skole i 1969 efter 10 år. Jeg vidste ikke dengang, at jeg i mange år efter ville vende tilbage til skolen sammen med mine klassekammerater og Jørgen Andersen til vores årlige klassefest. Glæden ved at træde ind gennem porten og ind i skolegården var lige stor hvert år. Desværre tror jeg nok, det er de færreste, der har det sådan med deres skoletid, men den gav mig så meget, ikke mindst en flok skolekammerater, som stadig er mine bedste venner.

Selvfølgelig var der også lærere, som jeg ikke var særligt begejstret for. Blandt andre Hr Jelshøj, som jeg havde i engelsk, og som havde en diktatorisk optræden. Rygtet fortæller, at når fru Jelshøj trampede i gulvet, kom hendes mand op og tog sig af de elever, hun ikke magtede. Jeg havde selv fornøjelsen af at få en ”sveder”, som vi kaldte det, af fru Jelshøj i en gymnastiktime for ikke at være opmærksom nok. Straffen skulle være ekstra ydmygende, for eftersidningen skulle foregå hos hendes mand i en ren drengeklasse med mig som ene pige. Det var nu ikke slemt for mig, for jeg kunne godt lide drenge, og da vi skulle vi til skolebal samme aften, så vi havde nok at hviske om i den time.

Hr. Grønlig, som var lidt for pigeglad, råbte altid så højt, når han trådte ind ad døren. En dag i 8. klasse kom jeg til at sige: ”Så hold da kæft med det skrigeri”! Jeg slap uden men J, men kun fordi jeg havde en klemme på ham og hans pigesjov.

Jeg blev lidt beklemt ved Erlings bog. Der er jo desværre masser af børn, og især drenge, der har måtte stå model til mange læreres tyrani. Men jeg fik lige lyst til at berette, at der da gudskelov også var børn, der kom gennem skoletiden og opvæksten på Bispebjerg med glæde. Jeg anbefaler, at man læser bogen, som også omhandler skolesystemet. Wivi

XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX

Hej Tommy

Jeg har forgæves forsøgt at komme igennem på jeres e-mail adresse (www.bispebjergskoleafg1967.dk) derfor denne mail.

Jeg har gået på Bispebjerg skole fra 1941 til 1946. Jeg har ikke ret meget pænt at sige om skolen og dens lærere, bortset fra Termansen, som var en rar og venlig mand, der ikke slog og som altid talte pænt til eleverne. Men det der fylder mest i mine erindringer er de voldelige lærere, som psykisk og fysisk terroriserede os elever. Personlig var jeg udsat for et modbydeligt overgreb, som helt kunne have ødelagt min fremtid. Hr. Elmer, som var min klasselærer i 2. og 3. klasse, kunne ikke lide mig. Dels havde jeg protesteret voldsomt, da han en dag i hidsighed havde slået vildt om sig med sin pegepind og her tilfældigt ramte mig i min bagdel. Jeg skreg, men jeg var også meget vred. I uforblommede vendinger sagde jeg til ham, at det havde han ikke lov til. Min mor og far havde aldrig slået mig eller mine søskende.

Dels så jeg noget forsømt ud. Min mor var eneforsørger og havde en arbejdsdag på 12 - 14 timer, så jeg måtte som den ældste i søskendeflokken på 4, tage mig af alt det praktiske. Købe ind, hente mine små søskende i børnehaven og meget andet. Vi var fattige, så mor havde end ikke haft penge til at købe mig en skoletaske.

For den pedantiske hr. Elmer var jeg nok bare for meget. Han indkaldte mine forældre til et møde. Min far mødte op. Hr. Elmer fortalte min forbløffede far, at jeg var ordblind og svagt begavet. Min far protesterede: Bjarne læser altid bøger, når han er hjemme! Men hr. Elmer havde et modtræk. Jeg blev sendt til psykolog, som testede min intelligens, og han kom forudsigelig nok til det samme resultat som hr. Elmer.

Jeg blev nu anbragt i 4. læseklasse, hvilket dengang blot var et pænere ord for hjælpeklasse, og i de følgende 4 år. dvs resten af min tid i folkeskolen, lå læreplanerne fast på de fire regnearter, dansk grammatik, lidt geografi og historie, sang og gymnastik.

Men jeg fik ikke matematik, tekstregning, litteratur, sprog eller fysik. Det betød, at jeg som voksen måtte gå den store omvej og tage både mellemskole og realeksamen på to 9 måneders kursus. Men jeg fik dog en uddannelse, som svarede til mine evner omend med nogen forsinkelse. Lærereksamen da jeg var 37 år og i de følgende 30 år arbejdede jeg som matematik og fysiklærer, heraf de sidste 26 år i folkeskolen. I 2001 lod jeg mig pensionerer.

Hvorfor man vil hædre denne skrækkelige skole med et jubilæum er mig en gåde.

Jeg har skrevet en bog, som jeg har kaldt: Danmark i 1940 erne set med et barns øjne.

Et kapitel har jeg helt helliget min tid på Bispebjerg skole. Kapitlet sender jeg til jer.



Med venlig hilsen Bjarne Faurbye, Hellebo Park 31, 3000 Helsingør0 Helsingør

👎👎👎👎👎



Nu er det ikke kun Bispebjerg Skole som var bannerfører for "opdragelsen og virkemidlerne".



Jeg fandt en artikel i BT den 9.8.2014, hvor Kurt Kragh født 1950, der er tidligere kriminalkomssær og souschef for Rejseholdet og som netop er aktuel med bogen: "Viden om drab" fortæller noget om den strenge disciplin i de første 5 år i skolen - Aalholms skole i Valby.



Her et udpluk:

Man skulle sidde med hænderne på ryggen, når man ikke skrev.

Man skulle sige De til læreren og bukke.

Når der var gymnastik stod læreren med et spanskrør - ja, hvis du ikke kom over, så vankede der et rap bagi.

Hvis man sang falsk så brugte sanglæreren violinbuen og gned under næsen samtidig med at næsen blev vredet rundt.

Nu var Kurt Kragh en mønsterelev i de 5 år, så han undgik tæv.



Tommy

XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX

TAGA BLOMSTER lukkede, men genopstår på SPORVEJSMUSEET i Skjoldnæsholm. Her opsættes skiltet. Så tag og besøg museet